Scandlines øger kapaciteten på Gedser-Rostock
Hos Scandlines har første halvår af 2015 vist fremgang i trafiktallene, og det ligger godt i tråd med den fortsatte investering på Gedser-Rostock-overfarten, hvor man forventer at kunne tage den første af to nye færger i brug i løbet af efteråret. M/F ’Berlin’ og M/F ’Copenhagen’ skal afløse M/F ’Kronprins Frederik’ og M/F ’Prins Joachim’, som sejler på ruten i dag.
”Vi havde en positiv udvikling i trafikken i 2014, og vi kan glæde os over, at denne udvikling er fortsat i første halvår af 2015. Særligt på Gedser-Rostock ser tallene positive ud, hvilket er en god nyhed frem mod indsættelsen af de to nybygninger om nogle få måneder,” fortæller Scandlines’ CEO, Søren Poulsgaard Jensen.
Både Gedser-Rostock-ruten og Rødby-Puttgarten havde fremgang i årets første seks måneder sammenlignet med sidste år. Gedser-Rostock så en stigning på ca. 10 procent på biltrafikken og fem procent i fragtvolumen, og med de to nye færger vil kapaciteten på ruten mere end fordobles.
M/F ’Kronprins Frederik’ vil fremover fungere som afløserfærge på begge ruter.
Kilde: Scandlines