Rederiforeningens direktør skuffet over finanslovsforslag
Med regeringens forslag til finanslov lægges der op til en stram finanslov, men Danmarks Rederiforening påpeger, at det er vigtigt at prioritere centrale, vækstskabende tiltag såsom en revidering af skattereglerne for maritim offshore, som på grund af reglerne er trængt på konkurrencen i forhold til andre lande.
"Regeringen gambler med en dansk styrkeposition. Vi kan noget særligt på maritim offshore, men vi mister vigtigt momentum, når en opdatering af vores rammevilkår ikke prioriteres politisk. I dag er desværre en god dag for de lande, som vi konkurrerer med," siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danmarks Rederiforening, og fortsætter:
"Der skal 90 mandater til at lave finanslov, og vi håber, at der kan findes flertal for en samlet løsning for maritim offshore, så de danske skattevilkår for offshore-skibe og mobile borerigge kommer på niveau med konkurrerende søfartsnationer. Det er et politisk valg, om maritim offshore fortsat skal være en dansk styrkeposition med udsigt til vækst," siger hun.
Anne H. Steffensen peger desuden på den beskæring af udviklingsbistanden og det ”omprioriteringsbidrag” på to procent, som uddannelsessektoren foreslås pålagt, som punkter, der kan stille udfordringer til udenrigshandel og søfolks kvalifikationer i fremtiden.
Kilde: Danmarks Rederiforening