OW Bunker-sagen: Danske rederier risikerer skibsarrest
Efter OW Bunkers konkurs har flere udenlandske rederier oplevet, at deres skibe er blevet taget i arrest pga. ubetalte regninger, der kan spores til OW Bunkers egen olieleverandør. Også en række danske rederier kæmper for at undgå skibsarrest - eller dobbeltregning, siden OW Bunkers bank, ING, er gået sammen med kuratorerne på jagt efter 6,8 milliarder kroner for bunkerolie. Det skriver Børsen.
Sammen med 15 andre rederier anmodede Henrik Sleimann Petersen i sidste uge en britisk domstol om, at deres skibe ikke må arresteres, før der foreligger en retsafgørelse. En afgørelse, der skal klarlægge, hvorvidt det er OW Bunkers konkursbo eller den fysiske olieleverandør, der har krav på betalingerne.
OW Bunker gik konkurs, efter de ledende medarbejdere i OW Bunkers datterselskab i Singapore, Dynamic Oil Trading, havde ydet kreditter for over 750 millioner kroner. Ledelsen i Singapore står nu anklaget for svindel og bedrageri.
Kilde: Børsen