Den danske handelsflåde fortsætter væksten
Trods hårde tider for verdensøkonomien vokser den danskflagede handelsflåde. Der er nu 659 skibe under dansk flag med en samlet størrelse på 15,5 mio. bruttotons (BT), og flåden under dansk flag har dermed aldrig været større. Den danskflagede flåde fylder således mere af den globale handelsflåde.
Tallene fremgår af publikationen ”Skibsfarten i Tal”, som Danmarks Rederiforening udgiver to gange årligt. Her finder man helt aktuelle tal for udviklingen i både den danske og internationale skibsfart. Hele statistikken kan ses på Danmarks Rederiforenings hjemmeside
Et stærkt dansk flag er med til at øge dansk indflydelse internationalt, mener adm. direktør i Danmarks Rederiforening Anne H. Steffensen: ”Når vi som søfartsnation arbejder for at fremme kvalitetsskibsfart med fokus på ansvarlighed, arbejdsmiljø, innovation og stærke kompetencer, så betyder vores størrelse noget for vores internationale gennemslagskraft. Samtidig sikrer skibe under dansk flag beskæftigelse i Danmark.
Derfor er det positivt, at det danske flag er attraktivt og voksende,” siger Anne H. Steffensen. Den positive udvikling i den danskflagede handelsflåde er desuden et udtryk for, at det er attraktivt for såvel danske som udenlandske rederier at have deres aktiviteter og skibe med base i Danmark. Den position skal vi kæmpe for at fastholde.
"Vi arbejder tæt sammen med branchen, myndigheder, uddannelsesinstitutioner og med andre aktører i Det Blå Danmark for over en bred kam at gøre det attraktivt at være rederi i Danmark.
Vi har taget en række positive skridt, og den kommende maritime vækstplan kan forhåbentlig bidrage yderligere til at styrke den maritime danske klynge. For vi må ikke lukke øjnene for, at mange andre lande ændrer rammevilkår for også at få en større bid af kagen.
Derfor skal vi være på tæerne og fortsætte udviklingen af konkurrencedygtige vilkår,” siger Anne H. Steffensen. Samlet set opererede danske rederier pr. 1. oktober 2015 1.884 skibe, hvilket placerer Danmark som verdens 8. største søfartsnation målt på bruttotonnagen.
Danske rederier bidrog i 2014 med 205 mia. kroner til den danske handelsbalance, hvilket svarer til godt 20 procent af den samlede danske eksport.
Kilde: Danmarks Rederiforening