Siemens vinder ordre på offshore vindmøllepark i Østersøen
Siemens har vundet en ordre på supply, installation og idriftsættelse på de 60 offshore vindmøller, som hver får en kapacitet på seks MW. Det er tyske E.ON. og norske Statoil, som står bag ordren. Mølleparken får en samlet kapacitet på 385 MW, som er nok til at levere miljøvenlig strøm til 400.000 husstande. E.ON. skal stå for etablering og drift af parken, og sammen med Siemens vil de stå for service af møllerne i de første to år, skriver Siemens i en pressemeddelelse i dag mandag.
"Dette er den første ordre på vores store gearløse offshore-vindmøller til et projekt i Østersøen,” udtalte Michael Hannibal, Offshore CEO for Siemens’ Wind Power and Renewables Division. "Dette er også den anden offshore vindmøllepark, som vi rejser for E.ON i tyske farvande. Det glæder os, at E.ON og Statoil igen har valgt en af vores møller til en ny offshore vindmøllepark, så vi kan fortsætte vores gode partnerskab med de to selskaber.”
Arkona-parken skal rejses ca. 35 kilometer nordøst for Rügen, og installationen af møllerne er sat til at starte i sommeren 2018. Siemens har allerede leveret 80 vindmøller til E.ON-projektet Amrumbank West i den tyske del af Nordsøen.
Kilde: Siemens/LSH