C-leanship med ny teknologi til rensning af skibsskrog
C-leanship har introduceret en ny avanceret undervandsteknologi til skrogrensning. Hermed kan rensningen foretages i havn – uden hjælp af dykkere. Efter testning og træning er servicen nu på markedet i Singapore og anvendes for store shipping lines.
CEO Tomas Dyrbye udtaler:
“Det er udfordrende at bruge så avanceret teknologi, men den rummer stort potentiale for såvel forbedring af rensningen som dokumentation af denne. Samtidig giver det selskaberne mulighed for rensning i havn uden forstyrrelse af deres fartplaner.”
Test- og træningsperioden tog længere end forventet, men Tomas Dyrbye er fortrøstningsfuld: ”Vi er nu på markedet med regelmæssige rensninger for adskillige selskaber, og vi ser stor interesse fra redere og operatører i Europa og Asien.”
Formanden for C-leanship, Flemming Ipsen siger: “C-leanship har et godt produkt og har udviklet den nødvendige ekspertise til at håndtere den komplekse teknologi. Det har været en hård læretid, men det er en stor tilfredsstillelse, at vi nu er på markedet.”
På selskabets generalforsamling den 3. maj gav investorerne tilsagn om yderligere aktiekøb og finansiel styrkelse i løbet af året, så C-leanship kan udbrede sine aktiviteter til flere havne globalt over de næste to-tre år.
Den svenske teknologigruppe Saab er både hovedinvestor og den vigtigste teknologipartner for C-leanship, og dermed medvirkende til det nye produkts succes.
Kilde: C-leanship/LSH