DFDS opjusterer efter bedste start på året nogensinde
Rederiet DFDS indleder året regnskabsmæssigt med en opjustering. Det fremgår af selskabets regnskab for første kvartal, som er blevet offentliggjort torsdag morgen. "Alle dele af DFDS' rutenetværk og centrale logistikaktiviteter bidrog til vores hidtil bedste første kvartalsresultat," siger Niels Smedegaard, administrerende direktør i rederiet.
DFDS kom ud af de første tre måneder af 2016 med en stigning i omsætningen på seks procent til 3088 mio. kroner i forhold til perioden sidste år. Driftsresultatet før afskrivninger og særlige poster (Ebitda) voksede med hele 77 procent til 405 mio. kroner. Resultatet her var drevet af højere mængder og gennemsnitlig omsætning per enhed, lavere bunkeromkostninger og en positiv effekt fra påsken og antallet af passagerer her, oplyser selskabet.
"At vores svageste kvartal er i sorte tal, afspejler den igangværende transformation af DFDS. Og vi fortsætter rejsen med lanceringen af nye projekter for at styrke rutenetværket og kundeservice for fragtkunder og sænke kørselsomkostningerne i vores europæiske logistikaktiviteter," siger Niels Smedegaard om regnskabet.
På bundlinjen forbedrede DFDS overskuddet før skat til 157 mio. kroner mod et underskud på 13 mio. kroner i første kvartal 2015.
Udviklingen gør da også, at DFDS opjusterer forventningerne til hele 2016. Selskabet venter nu et Ebitda-resultat på 2300-2500 mio. kroner før særlige poster sammenlignet med en tidligere forventning om et resultat på 2100-2300 mio. kroner. Koncernens omsætning ventes endvidere fortsat at stige med omkring seks procent, eksklusive bunkertillæg.