Synshandicappedes Motionsfond uddeler årets legater
Synshandicappedes Motionsfond har siden 2013 årligt uddelt midler til blinde motionister. 2. juni 2016 får 14 legatmodtagere overrakt donationer til en samlet værdi af 125.000 kr. Årets legater vil bl.a. sikre deltagelse i sportsrejser samt muliggøre at synshandicappede kan dyrke sport i fitness-centre samt tage på højskoleophold. Legatuddelingen forestås af Greves borgmester, Pernille Beckmann, Jannie Hammershøj, præsident for International Blind Sport Association (IBSA), samt shippingdirektør Per Ekmann fra den Gazelle-kårede virksomhed Uni-Chartering A/S.
Fælles for årets 14 legatmodtagere er, at motion og bevægelse er en vigtig del af deres hverdag, til trods for at deres synshandicap medfører visse begrænsninger. Synshandicappede kan have svært ved at deltage i sport uden seende hjælpere og det kræver ofte ekstra og kostbart hjælpeudstyr.
”I mit eget liv er motion, bl.a. motionsløb og langrends-skiløb, en vigtig faktor, og jeg vil gerne være med til at sikre, at andre med et synshandicap har optimale muligheder for at leve et sundt og aktivt liv. Derfor har jeg taget initiativ til at oprette Synshandicappedes Motionsfond,” fortæller ejeren af Sven Mogensen Shipping Consult, skibsmægler Sven Mogensen, der selv har været blind i mere end 40 år.
Desværre har tendensen de senere år vist, at blinde og stærkt svagsynede i høj grad kæmper med overvægt og passiv livsførelse, så Sven Mogensens initiativ hilses hjerteligt velkommen hos Dansk Blindesamfund. ”Vi er meget stolte af at have medlemmer som går forrest med et enestående eksempel og giver andre muligheden for at leve et sundt og aktivt liv,” siger John Heilbrunn, næstformand i Dansk Blindesamfund.
Kilde: Synshandicappedes motionsfond/LSH