Skroget til den ny Agersøfærge ankom onsdag 21. december til Søby Værft, der i de kommende måneder skal bygge færgen færdig. Når Agersø skal have ny færge, er det ikke fordi den nuværende er gammel og udslidt - den tilhører 1990'ernes generation af danske ø-færger og vil være den første af denne generation, der udskiftes. Det er stigende kapacitetskrav og den tekniske udvikling, der har skabt behovet for en udskiftning. Den kommende Agersøfærge er i modsætning til den nuværende en dobbeltender, hvilket på den korte overfart Stigsnæs-Agersø sparer overfartstid og giver muligheden for en høj frekvens, hvis det skulle være nødvendigt. Med de høje stævne er den nye Agersøfærge godt rustet til de somme tider temmelig krappe bølger i farvandet.