Sidste Lindø-ro-ro’er direkte til oplægning
»Bering Strait« følger søsterskibet »Strait of Magellan« direkte fra værft til oplægning.
Skibet er klart, men der er ingen opgaver til det. Derfor vælger rederiet Pacific Basin at sende »Bering Strait« direkte til oplægning, når man en af de første dage i 2012 modtager det fra Lindø-værftet - som den absolut sidste civile nybygning fra dette værft.
- Der har ikke været noget forbedring i ro-ro markedet på det seneste, siger rederiets chef Klaus Nyborg til Tradewinds. Han forventer dog på langt sigt et bedre marked - i 2013, når ordrebøgerne er skrumpet og en række gamle fartøjer falder for aldersgrænsen. I forvejen har rederiet søsterskibet »Strait of Magellan« i varm oplægning i Tilbury, siden det blev leveret i oktober.