Aarhus vil forkæle krydstogtsturister
Aarhus Havn flytter krydstogtskajen tættere på bymidten og laver stort velkomstområde
26. april lægger årets første krydstogtskib til i Aarhus Havn. Men i år bliver det noget helt særligt for de maritime gæster, da nye tiltag skal være med til at gøre oplevelsen endnu mere unik.
Krydstogtskajen er blevet flyttet til et nyt kajanlæg på Mellemarmen, kun få minutters gang fra bymidten.
Krydstogtskajen er blevet flyttet til et nyt kajanlæg på Mellemarmen, kun få minutters gang fra bymidten.
Gæsterne vil blive modtaget på et 10.000 kvadratmeter stort velkomstområde, hvor et arkitekttegnet telt, der oprindeligt blev lavet som vartegn for Aarhus Festuge, skal danne ramme om turistinformation, boder med kunsthåndværk, folkedans og meget andet.
”Vores tidligere krydstogtsfaciliteter har tjent os godt, men på grund af de mange byggerier i den nye havnebydel fungerer de ikke længere optimalt. Nu har vi skabt et mere dedikeret krydstogtstilbud tættere på byen, hvor vi bedre kan tage hånd om gæsterne og vise alle de spændende ting, som Aarhus og Østjylland kan byde på,” siger markedschef Nicolai Krøyer, Aarhus Havn.
Planen er, at teltet skal være opstillet i hele krydstogtsperioden fra april til oktober, mens også turbusser og bycykler vil være ved velkomstområdet, så turisterne let kan transporteres videre rundt i Aarhus og omegn.
Aarhus Havn håber at forbedringerne på havnefronten kan være med til at sætte ekstra skub i antallet af krydstogtsgæster i byen. I 2012 er der anmeldt 20 krydstogtsskibe med et forventet passagertal på 45.000 i Aarhus Havn, men ambitionen er at øge antallet af krydstogtsturister til 85.000 i 2015.
Læs også: