Containere fyldt med giftgasser
Målingerne kan betyde, at op mod 100.000 importerede containere indeholder kemiske dampe over det tilladte niveau.
Flere end hver sjette importerede container indeholder sundhedsfarlige kemiske gasser, der kan forgifte lagerarbejdere, havnefolk og chauffører i Danmark, skriver business.dk.
Det viser målinger udført i Holland og Danmark, som Berlingske Business har fået indblik i. Målingerne kan betyde, at op mod 100.000 importerede containere indeholder kemiske dampe over det tilladte niveau. Den nye viden får store koncerner til at skærpe sikkerheden.
IKEA har netop besluttet at måle gasniveauet i alle deres containere i Danmark, inden de åbnes, og modekoncernen Bestseller forbyder nu selskabets mange udenlandske leverandører at gasse containerne, hvilket ellers havde til formål at beskytte varerne.
I Holland, Italien, England, Polen, Australien, USA og Canada har der været sager med ildebefindende, invaliderende ulykker samt enkelte dødsulykker i forbindelse med tømning af containere. Fælles for ulykkerne var, at arbejderne ikke var tilstrækkeligt beskyttet med åndedrætsværn.