Danmark og Sydkorea skal samarbejde om grøn skibsfart
Danmark og Sydkorea skal have et ekstra og formaliseret fokus på at udvikle grøn skibsfart i fællesskab.
Danmark og Sydkorea har længe samarbejdet om skibsbygning, men fremover skal de to lande have et ekstra og formaliseret fokus på at udvikle grøn skibsfart i fællesskab, skriver Danmarks Rederiforening i sit nyhedsbrev.
Det forpligtede de sig til, da repræsentanter fra begge lande mandag i Seoul underskrev en samarbejdsaftale om innovation, kvalitetsskibsfart og samarbejde om en bæredygtig international lovgivning for skibsfarten. Fra Sydkorea var det Minister of landtransport and maritime Affairs, Kwon Do-Youp, der underskrev aftalen, mens den danske Erhvervs-og vækstminister Ole Sohn satte sin signatur på vegne af Danmark.
Direktør i Danmarks Rederiforening, Peter Bjerregaard, var medvært ved seminaret, hvor underskrivelsen af aftalen fandt sted.
”Danmark og Sydkorea er begge førende søfartsnationer. Der er et omfattende kommercielt samarbejde, hvor danske rederier de sidste ti år har købt skibe fra koreanske værfter til en værdi af mere 50 mia. kr. Disse skibe er ofte bygget med udstyr og teknologisk optimering fra virksomheder i den danske maritime klynge. Samtidig deler myndigheder og virksomheder i de to lande ambitionen om at fremme kvalitetsskibsfart i et frit verdensmarked. Det er derfor meget relevant at samarbejde yderligere. Underskrivelsen af det maritime Memorandum of Understanding er et vigtigt skridt i den retning,” siger Rederiforeningens adm. direktør Peter Bjerregaard.
På seminaret, som var arrangeret af Danmarks Rederiforening og Danske Maritime med støtte fra Den Maritime fond, diskuterede deltagerne, herunder Korean Shipowners Association og Korean Shipbuilders Association, deres fremtidige ambitioner og mål. Også her var der stor enighed og interessesammenfald.
”Den danske og den sydkoreanske handelsflåde ligner hinanden på flere områder, og der er allerede i dag et nært samarbejde mellem dansker rederier, danske underleverandører og koreanske værfter og deres underleverandører. Derfor er der mange indlysende muligheder for at lave et frugtbart samarbejde mellem de to lande fremover,” fastslår Peter Bjerregaard.
Han understreger, at branchen i øjeblikket står ved en korsvej. Der skal for alvor vælges nye strategier, blandt andet når det angår bæredygtighed, energieffektivitet og hvilke brændstoffer, man vil satse på til nye skibe.
”Danmark og Sydkorea har ikke blot fælles interesser for så vidt angår IMO’s politik og ambitioner. Det er også interessant at høre de ligheder, der er mellem for eksempel Maersk og Hanjin’s ambitioner hvad angår energieffektivitet. Det handler alt sammen om bæredygtighed, om åbenhed overfor omverdenen og om innovation af nye teknologier. Alle disse spændende emner vil vi nu arbejde videre med med udgangspunkt i det Memorandum of Understanding, som blev underskrevet i dag,” forklarer Peter Bjerregaard.