SIMAC nr. to i DM for iværksættere
SIMAC-studerende fik en flot 2. plads, og SIMAC fik titlen som Årets Uddannelsesinstitution ved DM i Entreprenørskab.
For tre af SIMACs studerende var onsdag i sidste uge en særlig dag og kulminationen på lang tids arbejde.
Tidligere på året kvalificerede de sig nemlig til DM i Entreprenørskab, der er arrangeret af ”Fonden for Entreprenørskab - Young Enterprise”, og som blev afholdt på Børsen i København.
De opnåede en andenplads i konkurrencen og kvalificerede sig samtidig til det kommende europamesterskab, som afholdes i Makedonien i uge 27.
De tre studerende, Jacqueline Møller Larsen, Lasse Jensen og Henrik Andersen, havde to projekter med i finalen.
Jacqueline Møller Larsen havde kvalificeret sig med sit projekt:
• Seamen ya baadaye Kenya - Etablering af Søfartsskole i Mombasa, Kenya for skibsassistenter således at de opfylder internationale krav, hvilket vil betyde, at de vil kunne begå sig i international sammenhæng.
Lasse Jensen og Henrik Andersen havde kvalificeret sig med deres projekt:
• Easy Structure – Online driftoptimeringssystem til brug i installationsbranchen. Kan bruges til bl.a. at administrere lager, timestyring og kompetenceinformation. Skal erstatte papirarbejdssedler.
De to teams konkurrerede med otte andre kvalificerede teams fra andre institutioner. SIMACs deltagere var de eneste repræsentanter i finalen, der ikke kom fra et erhvervsakademi. Der var desuden hård konkurrence fra f.eks. Erhvervsakademi Aarhus, der er seks gange danmarksmester og fire gange europamester.
Finalerunden bestod af en tre minutters pitch, hvor hvert hold præsenterede deres produkt på scenen både for dommere og tilskuere. Med pitchen overstået for alle tre hold trak juryen sig tilbage for at votere en sidste gang, inden det var tid til at placere 1.-, 2.- og 3.-pladsen.
Resultatet af voteringen blev, at Easy Structure fik en 2. plads ved DM i Entreprenørskab, som ikke kun sikrede dem en økonomisk præmie, men samtidigt gav dem en plads ved det kommende europamesterskab, som afholdes i Makedonien i uge 27.
Inden præmieoverrækkelsen, uddelte Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise, for første gang en nystiftet pris til 'Årets Uddannelsesinstitution'. Overraskelsen var meget stor, da prisoverrækkeren beskrev, at Årets Uddannelsesinstitution havde formået på kun halvandet år at gå fra ikke at arbejde med innovation og entreprenørskab til at have to deltagende hold i DM-finalen. Samt for på fornem vis at have formidlet undervisning om entreprenørskab og inspireret de studerende til at tænke og handle entreprenant i en branche, hvor dette ikke var et kerneområde og uden for det almindeligt faglige område. SIMAC blev dermed ”Årets uddannelsesinstitution” i Fonden for Entreprenørskab.
En del af æren for dette tilfalder hovedkraften i det store arbejde, lektor Thomas Holm Knagaard, der for alvor påbegyndte arbejdet med entreprenørskab for halvandet år siden. Han viste vejen, og troede på projektet hele vejen, og har lært både kolleger og studerende meget om entreprenørskab og Innovation.
Læs også:
Nyt center skal skabe maritime jobs
Nyt træningsanlæg i Svendborg skal redde liv