Ministerbesøg i Nordjylland
Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn udviser stor interesse for hvordan MARCOD støtter maritime virksomheder.
Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) udtrykte stor interesse for MARCODs rolle i forhold til at støtte den danske maritime service- og udstyrsindustri med at omsætte nye ideer til konkurrencedygtige produkter, services og forretningsprocesser samt til hvordan MARCOD oplever erhvervspolitikken i den daglige virksomhedskontakt, fx om der er rammevilkår og initiativer, som har særlig betydning for MARCODs arbejde.
Mandag den 21. maj besøgte erhvervs- og vækstminister Ole Sohn MARCOD – Maritimt Center for Optimering og Drift – i Frederikshavn.
Baggrunden for mødet er, at Ole Sohn er meget optaget af, hvordan det går med de danske virksomheder, og hvordan flere virksomheder kommer ind i solide vækstforløb.
MARCODs hovedbudskaber til Ole Sohn på mødet var:
Styrkelse af maritime uddannelser på flere niveauer: globale håndværkere, ny maritim ingeniøruddannelse og flere maskinmester uddannelsespladser
Vækstmuligheder i den maritime industri i de tre maritime ressourceklynger i Danmark (Nordjylland, Nordøstfyn og Esbjerg), herunder service og reparation, energioptimering og grøn teknologi, offshore vind samt offshore olie & gas
Niels Christensen, direktør i MARCOD, udtaler: ”Vi er meget glade for erhvervs- og vækstministerens besøg og havde en god dialog, hvor han viste tydelig interesse for især muligheder inden for skibsbygning i miljøvenlige materialer såsom passagerfærger i kulfiber, samt en revurdering og opgradering af det maritime uddannelsessystem – faktisk var han så interesseret, at han inviterede MARCOD til Christiansborg i nærmeste fremtid til videre dialog”.
Udover ministeren og Niels Christensen deltog Christine Lunde og Søren Thue (begge erhvervskonsulenter i MARCOD) samt borgmester i Frederikshavn Kommune, Lars Møller, i mødet.
Borgmester Lars Møller udtaler: ”Frederikshavn Kommune satser på maritim vækst og derfor planlægges der to havneudvidelser i hhv. Frederikshavn og Skagen. Også vores flådestation er rigtig vigtig for Frederikshavn Kommune”.