Ny svovludslips-lov truer søfarten
Skibsfarten på verdenshavene skal i fremtiden udlede op mod 90 procent mindre svovl. Danmarks Rederiforening er utilfreds.
Ny aftale, vedtaget i EU i dag, forpligtiger skibe til at sænke deres svovludslip med 90 procent inden 2020. Det indgår også i den nye aftale, at reglerne skærpes allerede nu for skibe der sejler i følsomme farvand, som Østersøen, Nordsøen og den engelske kanal, skriver organictoday.dk.
Aftalen kom i hus, fordi man i FN og EU ønsker at nedsætte de mange negative konsekvenser, der følger i farvandet på den store svovludledning til søs. Man regner med, at svovludslippene koster 50.000 for tidlige dødsfald og store ødelæggelser af naturområder.
I Rederiforeningen er man generelt positive over for den nye lov, men der mangler nogle justeringer, siger vicedirektør Jan Fritz Hansen.
”Det er meget positivt, at der bliver lavet en international regulering, der gælder for alle. Men når man i EU vælger at gå lidt længere og laver regionale regler, råber vi vagt i gevær,” siger han til Søfart.
Han forklarer, at det kun er meget få ruter, der vil blive voldsomt ramt af de nye reguleringer, nemlig dem, der kun sejler i europæisk farvand. Og det er i forhold til disse ruter, at der skal laves nogle særlige reguleringer, så de fortsat vil være konkurrencedygtige.
”Et rederi som DFDS skal efter den nye aftale er vedtaget til at bruge meget dyrere olier, der kan koste dem en milliard kroner om året. Penge de ikke har i overskud. Det gør dem mindre konkurrencedygtige over for vognmænd og flyfart på de samme ruter,” siger Jan Fritz Hansen.
Han forklarer også, at netop DFDS er langt fremme allerede nu med røgrensere, men mangler de sidste godkendelser og udvikling. Og her håber man fra rederiforeningen, at myndighederne vil være behjælpelige.
”Vi er helt med på ordningen, nu mangler der kun lige de sidste rettelser, så de sidste par håndfulde skibsruter også kan være med, ellers ryger der arbejdspladser fra søfarten over til polske vognmænd,” siger jan Fritz Hansen.
FN’s søfartsorganisation, IMO, besluttede regelsættet i 2008, men først med EU’s nu afgivede stempel sikres det, at lovgivningen overholdes til punkt og prikke i EU-landene, og de skal overholdes inden 2020.