Færre afgange på Ærø-færgerne rammer turismen
En færge er taget ud af drift fra Faaborg til Søby. Det giver ekstra trængsel og dårlige afgangstider for de turister, der vil til Ærø.
Færgeafgange klokken 6.30 i din pinseferie kan blive nødvendigt, hvis du vil med færgen hjem fra Ærø. Og måske må du vente en ekstra dag, inden du tager af sted. Det holder flere turister væk, fordi det ikke passer i planlægningen.
Det fortæller cafe og logi –indehaver Janni Bidstrup fra Bregninge på Ærø til Fyns Amts Avis.
”Vi kan tydelig mærke, at mange af de spontane turister, de har ikke været her i år. Det kan gå hen og blive så alvorligt at vores overskud bliver til underskud,” siger hun.
Især i Pinsen kan det mærkes, selvom der i anledningen er sat flere ekstra overfarter ind. I anledningen af pinseregatta og søsætning af skibet Bonavista er tilstrømningen af besøgende til Ærø markant høj. Og det pres på færgefarten, kan de ekstra overfarter ikke klare. Færgerne er bookede.
”Lige nu er vi pressede,” siger direktør for Ærøfærgerne, Keld Møller.
Det store pres på færgerne skyldes især, at ruten mellem Søby og Faaborg er nedlagt og først bliver genoptaget delvist ved en V-sejlads mellem Søby og Fynshav, efter en renovering af havnen.