Danmarks Skibskredit nedgraderet af Moody’s
Kreditvurderingen af Danmarks Skibskredit er sat ned med tre trin. Dermed går ratingen fra en lav kreditrisiko til moderat kreditrisiko med spekulativt element
Efter måneder i uvished er dommen faldet over Danmarks Skibskredit og en lang række andre danske finansielle institutioner. Det amerikanske kreditvurderingsbureau Moody’s har valgt at nedgradere kreditvurderingen af Danmarks Skibskredit med hele tre trin, skriver flere medier.
Dermed er et intensiv forhandlingsforløb mellem Danmarks Skibskredit og Moody’s afsluttet. En nedgradering fra de nuværende A2 til Baa2 betyder at obligationer udstedt af Danmarks Skibskredit går fra at være set som overmiddel produkt med lav kreditrisiko til nu at være et middelprodukt med etspekulativt element og moderat kreditrisiko.
Tidligere meldinger fra Moody’s lød på op en mulig nedgradering på hele fem trin, hvilket ville medføre at Danmarks Skibskredit ville komme i gruppe med spekulative investeringer, der indeholder markant kreditrisiko. Det blev ikke tilfældet og som tidligere omtalt i Søfart vil Danmarks Skibskredit ikke ændre noget i deres nuværende forretningsmodel baseret på en nu kredit vurdering af et amerikansk rating bureau.
”En ting ligger helt fast, vi kommer ikke til at ændre vores forretningsmodel efter Moody’s kredit vurderinger,” sagde Erik I. Lassen, administrerende direktør i Danmarks Skibskredit i starten af maj til Søfart.