Smuldrende møllers fundamenter kan reddes
Ingen bekymring over havvindmøllers fundamenter hos DONG.
Store dele af de danske havvindmøllers fundamenter er begyndt at smuldre. Det er dog ikke noget der vækker bekymring hos DONG Energi.
Bent Christensen, Senior Vice President i DONG Energy Wind Power forklarer, at der er konstateret fejl ved fundamenterne på havmøllerne på tre af deres parker.
Nemlig Burbo, Horns Rev 2 og Gunfleet Sands 1+2. Derfor har man iværksat en grundig vurdering af møllernes fundamenter for at få overblik over, hvor store skaderne er og hvilken risiko, der kan være furbundet med dem.
”Vores foreløbige undersøgelser fastslår, at der ikke er nogen fare for møllernes drift, bæreevne og stabilitet på kort sigt. De udfordringer vi har haft med fundamenterne er ikke i en størrelsesorden, der bekymrer os,” svarer Bent Christensen på Søfarts henvendelse.
Man er hos Dong sikre på, at det ikke bliver nødvendigt at tage møller ned for at reparere fundamenterne. De skader, der skal ordnes, regner man med, at kunne tage løbende i forbindelse med vedligehold. De økonomiske udgifter er ikke til at forudse, da omfanget af smuldrende fundament ikke er sikkert.
”Hvis det er nødvendigt at udbedre skader på fundamenterne, vil det kunne håndteres i forbindelse med løbende vedligehold og implementeres over en årrække,” forklarer Bent Christensen.