23948sdkhjf

Dannebrog Rederi håber på Stena Weco

Dannebrog Rederi fik minus sidste år, men tror på at vinden vender via nyt rederisamarbejde.
Dannebrog Rederi fik som så mange andre rederier heller ikke fyldt pengetankene i 2011. Men da rederiet beskæftiger sig med tankfart, er det forventeligt – selv om selskabet faktisk forventede et positivt resultat af 2011, da man skrev regnskabsmeddelelsen for 2010.
Til gengæld agerede Dannebrog Rederi positivt på udfordringerne og mulighederne, da rederiet over året indledte samarbejde med svenske Stena Bulk AB om at etablere et fælles driftsrederi, der nu opererer under navnet Stena Weco A/S. Det samarbejde forventer man sig kun positive tendenser af.
Omlægningen af driftsrutinerne m.v. kan tydeligt aflæses i regnskabet, hvor omsætningen tilsyneladende faldt med ca. 150 mio. USD. Men det skyldes, at samme omsætning nu sker i regi af Stena Weco.

Solgte skibe
Totalt landede Dannebrog Rederi på et minus på 9,4 mio. USD, hvilket i øvrigt er en kende bedre end i både 2009 og 2010. Men rederiet har også afhændet to af sine fem ejede enheder over året, hvilket reducerer balancesummen betydeligt  i selskabet.
Aktuelt gjaldt det salg af skibene Lilleborg og Charlottenborg. Det skal tilføjes, at man i Stena Weco-regi er på udkig efter ny tonnage.
 
Luftpudeskibe
Rederiet påpeger i sin regnskabsmeddelelse, at man er meget opmærksom på bl.a. de internationale bestemmelser omkring skibsuheld og de mulige konsekvenser heraf. Ikke mindst de økonomiske.
Derfor har man besluttet at etablere den bredest mulige forsikringsdækning, hvilket umiddelbart belaster regnskabet.
Der gøres i regnskabsmeddelelsen meget ud af at understrege rederiets dedikation (og omkostninger) til kvalitet, sikkerhed, miljøbeskyttelse, videreuddannelse af officerer etc. Både hvad angår egen og indchartret tonnage.
Dannebrog Rederi har desuden indgået samarbejde med innovationsselskabet DK Group A/S om at stille et af tankskibene Amalienborg eller Kronborg til rådighed for en betatest af DK Groups såkaldte ”Air Lubrication System”. Det går ud på at etablere en luftpude af bobler under skroget, når skibet er i fart. Derved skulle gnidningsmodstanden reduceres væsentligt og en reduktion af brændstofforbruget på op til 10 procent være opnåelig.
 
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078