13 MBA-legater uddelt
Den Danske Maritime Fond har netop uddelt legater for 4,5 mio. kr.
Den Danske Maritime Fond har i de seneste fem måneder uddelt 13 Maritime MBA-legater til en samlet værdi på mere end fire millioner kr.
"Fonden er meget glad for at notere sig en bred interesse for Fondens initiativ til udvikling af morgendagens ledere i Det Blå Danmark, der også inkluderer kvindelige medarbejdere," siger Carsten Melchiors fra Den Danske Maritime Fond til Søfart.
Fonden introducerede i januar et femårigt program med ambitionen om at kunne tilbyde 100 Maritime MBA-legater over fem år til medarbejdere i Det Blå Danmark.
De 13 Maritime MBA-legater i 2012 er uddelt til følgende virksomheder:
A.P. Møller – Mærsk, CLIPPER A/S, DAMCO, Eitzen Chemicals, ERRIA A/S, Green Instruments A/S, Karstensens Skibsværft A/S, Lyngsøe Marine A/S, NORDEN A/S, TORM A/S og VIKING Life Saving Equipment.
"Vi kan notere, at det også er muligt at række ud over rederier i København og nå f.eks. Karstensens Skibsværft i Skagen og Viking Life Saving Equipment i Esbjerg. Men også en enkelt medarbejder, der arbejder i udlandet – for en dansk maritim virksomhed. – har modtaget støtte.
Fonden lægger vægt på, at et bredt udsnit af Det Blå Danmark er repræsenteret i uddelingerne – såvel virksomhedsmæssigt såvel som personligt," siger Carstens Melchiors til Søfart.
En af virksomhederne er Clipper Group i København, og her glæder HR Business Manager Lars Holm sig over, at virksomhedens medarbejdere er motiveret for at videreuddanne sig.
"Videreuddannelse betyder et generelt kompetenceløft for Clipper," siger Lars Holm. Det er chef for Clipper Fleet Management Jesper Søndergaard Jensen, der har modtaget det aktuelle MBA-legat.
"Vi glæder os over, at Jesper har lyst til at uddanne sig. Det vil give ham en forbedret værktøjskasse til bedre ledelse og dermed bedre resultater," siger Lars Holm til Søfart.
Fonden har arbejdet tæt sammen med det nedsatte MBA-panel, der blandt andet inkluderer professor Torben Andersen fra CBS, som konstaterer, at der også er en god spredning i de universiteter og MBA programmer de 13 legatmodtagere har fået optagelse på. I panelet sidder også Berit Koertz fra Danmarks Skibskredit A/S og Jesper Slagelse fra Maersk Line der begge personligt har erfaret udfordringerne ved at tage en MBA – i deres tilfælde på CBS.
De aktuelle virksomheder har fået optaget medarbejdere på følgende universiteter:
Aalborg Universitet
CBS
DTU
Henley Business School
IMD
London Business School