J. Lauritzen i norsk offshore joint venture
Rederiet J. Lauritzen A/S og den norske kapitalfond HitecVision har i dag etableret et joint venture selskab indenfor offshore sektoren
Det nye joint venture mellem rederiet og kapitalfonden tager udgangspunkt i J. Lauritzens Hotel- og Servicefartøj Dan Swift. Skibet blev leveret i december 2009 og har siden opereret for Statoil og Shell, og er for øjeblikket på længerevarende kontrakt til det brasilianske olieselskab Petrobras.
Det fælles selskab vil fokusere på kontrahering af semi-submersible Hotel- og Servicefartøjer og vil også være i stand til at servicere kunder i Nordsøen.
Leder af det nye selskab bliver Jesper Kragh Andresen, der for øjeblikket er direktør for Lauritzen Offshore mens nøglemedarbejdere fra Lauritzen Offshores nuværende kontorer i Singapore, København og Rio de Janeiro vil overgå til det nye selskab.
“Det har gennem længere tid været J. Lauritzens strategi at udvikle vore offshore aktiviteter med den rette partner, især i segmentet for Hotel- og Servicefartøjer, og vi er derfor meget tilfredse med at indgå partnerskab med HitecVision, der er et selskab med kendskab til dette område og høje driftskvalitetsstandarder. Vi kunne ikke have forestillet os en bedre partner”, siger administrerende direktør Torben Janholt, J. Lauritzen A/S.
Ole Ertvaag, administrerende direktør for HitecVision udtaler: “Vi er imponerede over Lauritzen Offshores udvikling og det glæder os, at J. Lauritzen har givet os mulighed for at blive medejer af selskabet. Lauritzen Offshore er leverandør af specialiserede serviceydelser til olie- og gasselskaber og er kendetegnende for den type virksomheder, som HitecVision investerer i. Vi har analyseret dette segment gennem længere tid, og vi er overbeviste om, at Lauritzen Offshore har et stort udviklingspotentiale. Vi ser frem til samarbejdet med ledelsen af selskabet og til yderligere at udvikle selskabet.”
Den norske kapitalfond, HitecVision, har hovesæde i Stavanger i Norge og stiller med et samlet kapitaltilsagn, kapital og kompetence til rådighed for vækstselskaber i Europa og Nordamerika indenfor olie og gasindustrien.