Shipcraft: Vi deler fuldt ud frustrationen
Det piratramte danske rederi Shipcraft har netop udsendt en pressemeddelelse om deres syn på det umenneskelige gidseldrama
Den fastlåste gidselsituation i Somalia får fuld mediedækning disse uger. Med en netop udsendt pressemeddelelse beskriver rederiet Shipcraft, at de fuldt ud deler frustrationerne over, at deres kolleger i halvandet år har været tilbageholdt på umenneskelige vilkår.
Her er den fulde version af pressemeddelelsen:
"Der er nu snart gået 1 1/2 år, siden vores kolleger blev kidnappet af somaliske pirater, og sammen med de pårørende og vores professionelle rådgivere deler vi fuldt ud frustrationen over, at vores kolleger fortsat er tilbageholdt af kidnapperne på vilkår, der ikke er noget menneske værdigt.
Så længe der pågår forhandlinger, vil vi - af hensyn til vores folks sikkerhed - stadig ikke dele oplysninger om selve forhandlingsforløbet uden for cirklen bestående af vores danske og internationale rådgivere/forhandlere, de danske myndigheder og ledelsen i rederiet - en holdning som alle involverede parter er enige i.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at alle involverede parter i processen uændret har som højeste prioritet at få vores kolleger befriet og genforenet med deres familier så hurtigt som muligt. Vi arbejder målrettet og indædt på at få dette til at ske.
Omtalen i medierne er ikke befordrende for forhandlingsprocessen. Vi har forståelse for, at sagen har stor almen interesse, men hensynet til vores kollegers sikkerhed er nødvendigvis hævet over alt andet, deriblandt spørgsmål til processen, holdninger og kritik mv. fra udenforstående uden indgående kendskab til sagen.
Vi fortsætter ufortrødent med at gøre alt, hvad der står i vores magt for at få vores kolleger frigivet hurtigst muligt, og vi håber inderligt, at alle vil samarbejde og tage de nødvendige hensyn, indtil denne forfærdelige situation forhåbentlig snarest er bragt til ende.
Vi kan desværre ikke fortælle mere.
Venlig hilsen
Claus Bech"