USTC melder om nye skibe på vej
Shipping-koncernen følger op på årets rekordregnskab med melding om, at der er nye skibe på vej ind i Uni-Tankers flåden.
Diversitet betaler sig. Også selv om olieforretningen overstråler alle andre aktiviteter i United Shipping & Trading Company. Og sætter de andre forretningsområder grundigt til vægs – målt på ren omsætning.
Og koncernen er ifølge sin årsberetning så tilfreds med udviklingen i rederiet, at man åbner sløret for endnu en udvidelsesrunde af flåden hos Uni-Tankers. Der præciseres ikke noget om størrelse og antal af skibe, idet der henvises til, at der stadigt pågår forhandlinger omkring de finansielle betingelser.
Uni-Tankers har som bekendt allerede fået udvidet flåden med ni skibe i år, efter fusionen med Erria og overtagelsen af sidstnævnte selskabs tankskibe og kommercielle befragtningsaktiviteter. Økonomisk rundedes året af en omsætning på 378 mio. kr. og et underskud på 26 mio. kr.
Udover tilfredshed med rederidriften – trods underskuddet – melder USTC også ud med ros og tiltro til udviklingen inden for bunkeraktiviteterne.
Især efter præsentationen af det imponerende årsregnskab med en 33 procent omsætningsfremgang til 67,5 milliarder kroner og en resultatfremgang på 116 mio. kr. til 291 mio. kr. Det er store summer, men det er nu engang sådan, at handel med bunkers kræver rigtigt mange og meget store transaktioner i banken for at man kan tjene på promillerne.
Og for USTC gav regnskabsåret 2011 / 2012 ingen ændringer i det forhold. Altså bortset fra at man accelererede både omsætning og resultat endnu mere voldsomt end i de forgange år. Alene omsætningen nåede en total på imponerende 68,4 mia. kr., hvilket alt andet lige bør gøre USTC til verdens største virksomhed inden for sin genre. Målt på de to største konkurrenters seneste omsætningstal.
Bedre end ventet
Generelt er koncernen under koncernejer Torben Østergaard-Nielsen udmærket tilfreds med resultaterne, især fordi fremgangene er opnået i et presset shippingmarked. Resultatet er faktisk bedre end forventet.
Shippingris og ros
Hos Shipping.dk blev det til en omsætning på 473 mio. kr. og et lille underskud på 12 mio. kr. Her har aktivitetsniveauet været for lavt og utilfredsstillende, lyder koncerndommen.
Men med præciserede undtagelser for gode præstationer i afdelingerne i Aabenraa, Kalundborg og Køge skal det bemærkes.
Generelt er markedet dog svært trængt, og konkurrencen særdeles hård i alle kroge. Totalt har Shipping.dk 22 kontorer med i alt 110 ansatte spredt ud over Danmarks- og Europakortet
For indeværende regnskabsår venter USTC nogenlunde samme omsætning og resultat som 2011 / 2012, men det understreges, at koncernen er meget påvirket af udefrakommende (oliepriser etc.) faktorer, hvilket besværliggør en præcis forventningspræsentation.