Ny tvivl om marine-helikoptere
Sejtrækkeri om nye marinehelikoptere tager ny rotation.
Ifølge bloggen nytkampfly.dk er Forsvarets Materieltjeneste nu inde i overvejelser om at skære antallet af nye marinehelikoptere fra de ønskede ni til syv styk.
Hvilket FMT skulle have bedt de to slutspurtsdeltagere blandt leverandørerne se nærmere på. Det gælder amerikanske Sikorsky / Lockheed og italiensk-britiske AgustaWestland.
Ifølge bloggen henvises der fra FMT til Forsvarskommandoen for nærmere oplysninger, men der er ikke stilet yderligere kommentarer frem i sagen, der i marinekredse vil være kontroversiel. Behovet er der således til ni helikopetere og det gælder ikke mindst i relation til Søværnets forpligtigelser i forhold til Rigsfællesskabet og beredskabet på Grønland.
Deroppe er der i forvejen minimal beredskabsdækning af helikoptere og da Air Greenland har meldt ud, at man ikke umiddelbart vil stille to nyligt bestilte EuroCopter-enheder til rådighed for SAR-beredskabet (uden indgået kontrakt) kan samme beredskab i værste fald komme til at stå helt uden helikoptere.
Søværnet anvender i dag primært sine helikoptere på inspektionsskibene, men de er også i anvendelse på såvel støtteskibe som fregatter, der bl.a. benytter dem i forbindelse med piratovervågningen i Det Indiske Ocean.
Et tredje problem i sammenhængen, er, at hvis man vælger Sikorskys model, vil den pga. sin størrelse ikke kunne bruges på de to små inspektionsskibe af Knud Rasmussen-typen. Det kan have en betydning i sammenhængen.