23948sdkhjf

Royal Arctic Line på udkig efter nyt værft

Fire af fem nybygninger til Royal Arctic Line vil ikke blive bygget på P+S Werften. Det står klart efter, at P+S Werften i dag formelt er erklæret konkurs efter tre måneders insolvens.
Det tyske P+S Werften luger ud i ordrebogen efter endelig konkurserklæring i dag.
 
Udtyndingen i ordreporteføljen sker for at leve op til likvidationskrav fra EU, og dermed bane vejen for EU-lån til at færdiggøre de øvrige nybygninger, værftet har forpligtiget sig til. Fra politisk hold, regionalt i delstaten Mecklenburg-Vorpommern, hvor begge P+S Werftens værftsanlæg er placeret, drejer det sig dog først og fremmest om sikring af flest mulige arbejdspladser ved en forlængelse af værftets aktiviteter.     
Ifølge værftets talsmand er de aflyste ordrer til Royal Arctic Line de fire mindste skibe af de i alt fem kontrakter, det danske rederi havde placeret hos P+S Werften.
 
Royal Arctic Line havde forventet alle fem leveringer i år, men står nu kun med potentielt én.
 
 "Vi kan ikke sige noget endeligt, før vi får en officiel udmelding fra værftet, men vi er da begyndt at se os om efter en ny leverandør," siger Royal Arctic Lines adm. direktør Jens Andersen til Søfart.

Fælles for de fire aflyste nybygninger til Royal Arctic Line er, at byggeprocessen endnu ikke er påbegyndt. Derimod kan den 606 TEU store isforstærkede containerfeeder til Royal Arctic Line fortsat færdiggøres, hvis rederiet altså ikke vælger at kansellere kontrakten. Nybygningen ligger pt. i sektioner på værftet, som ifølge Søfarts kilder, ydermere også skulle have modtaget containerfeederens hovedmotor, hjælpemotorer og kraner.

P+S Werften har været oppe på at have i alt ni nybygninger til danske rederier i ordrebogen. Fem til Royal Arctic Line, to til DFDS samt to til Scandlines. DFDS benyttede i september deres kontraktlige ret til at kansellere de to ro/ro-skibe, de havde ordret.

Om Scandlines’ to færgenybygninger hos værftet, som ifølge Søfarts oplysninger er henholdsvis 90 og 60 pct. færdige, bliver overtaget eller ej, er endnu uafklaret. Ud over voldsomme forsinkelser, opfylder de næsten færdigbyggede færger heller ikke kontraktlige specifikationer omkring dybgang og dødvægt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079