Med Azzura fra Suez til Port Said
Et infernalsk kaos, kulturchok og en nær-ved-kollision med et gigantisk containerskib står tilbage som de største indtryk for Søfarts udsendte journalist på tur med fragtskibet Azzura for på første hånd at opleve en transit gennem Suez Kanalen.
Eksotiske bynavne som Cairo, Suez og Port Said lugter af eventyr. Et Suez Kanal-eventyr, Søfarts ubefarne journalist oplever fra første parket med det græskejede tørlastskib Azzura, der med udelukkende kinesiske besætningsmedlemmer og indonesisk kul i lasten er på vej i nordgående retning gennem Suez Kanalen til den endelige destination i Italien.
For Suez Kanalen er ikke en hvilken som helst kanal. Det er en af verdens vigtigste færdselsårer for den globale handelsflåde, da 10 pct. af verdenshandlen går gennem kanalen samtidig med, at det er et afspærret og velbevogtet militærområde og den vigtigste indtægtskilde for en ny regering i det uroprægede Egypten.
Tilsæt hertil en arabisk, afrikansk kultur, hvor der skal ledes længe efter noget, der ligner normale danske organiserede forhold, og så har man en cocktail af ingredienser omkring Suez Kanalen, det kræver rigeligt med lokalt kendskab at få til at fungere.
Derfor er Søfarts Sueztransit også kommet i stand via et stort koordinationscirkus og konstante serviceydelser fra det norskejede agentur Leth Suez’ lokale kontorer i Egypten. En total mandsopdækning på servicefronten, som Søfart og to danske medrejsende allerede oplever ved paskontrollen i lufthavnen i Cairo, og som siden viser sig at være både uundværlig og uvurderlig i Egyptens kaos.
Transitten gennem Suez Kanalen fra syd mod nord varer i sig selv ikke mere end 10 til 12 timer, men forberedelserne til påmønstring af skibet ud for Suez ved kanalens sydlige ende til afmønstringen i Port Said i kanalens nordlige ende er langtrukne, tidskrævende og ikke mindst meget lidt lig, hvad man kender fra eksempelvis en lufthavn eller en tur med Oslo-båden.
Efter en dags intensiv sightseeing-tur i Cairos enorme trafikkaos og med papyrusruller i baglommen og en kameltur i bagdelen, var onsdag begyndelsen på hele turens begrundelse. Nemlig at opleve, hvordan det egentligt forgår, når et fragtskib går i transit gennem Suez Kanalen, fra Suez til Port Said.
SUEZ
Onsdag 14.00
Endelig er vi på vej mod Suez Kanalen. Efter et par misforståelser om afgangstidspunktet fra hotellet i Cairo og en meget lidt dansk fortolkning af, hvad der er nice-to-know og need-to-know, bliver vi hentet af Leth Suez’ minibus, og turen går nu gennem et infernalsk trafikkaos, hvor færdselsloven er udskiftet med jungleloven og æselkærrer, store huller i vejen og muslimske kvinder klædt helt i sort. som i adstadigt tempo trasker over en tresporet motorvej, åbenbart er en del af normalbilledet.
Vi er på en 113 kilometer lang køretur mod Suez, den nordlige havneby i Rødehavet og den sydligste del af den 162 kilometer lange Suez Kanal, der forbinder Rødehavet med Middelhavet. En 300 meter bred kanal lavet ved håndkraft af mere end halvanden million mennesker, hvoraf flere end 100.000 arbejdere døde under arbejdet gennem den ti år lange konstruktionsfase fra 1859 til 1869.
Læs hele reportagen i Søfart fredag