Konference om ballastvand
MARCOD i Frederikshavn arrangerer konference for bl.a. at diskutere forretningsmuligheder inden for ballastvand.
En af de helt store udfordringer for rederierne i disse år er investeringerne i rensningsanlæg til ballastvand. Omkring 50.000 skibe verden over skal have installeret et rensningsanlæg til deres ballastvand de kommende år.
FNs maritime organisation IMO har vedtaget, at alle skibe med ballasttanke skal rense deres ballastvand for at minimere risikoen for, at man flytter fremmede organismer mellem havene og dermed forstyrrer de økologiske systemer - og ikke blot skyller ballastvand ud i havet, som det sker i dag.
Dette betyder store investeringer i ballastvandssystemer for rederierne og dermed nye forretningsmuligheder for både producenter, underleverandører og maritime servicevirksomheder.
På konferencen vil man få indblik i markedstendenser og regler på området, en introduktion til forskellige ballastvandteknologier samt belyst forretningsmulighederne i markedet via førende eksperter og virksomheder på markedet.
Blandt oplægsholderne er Frank Stuer-Lauridsen, Litehauz, Rasmus Folsø, CEO, DESMI Ocean Guard A/S og Per Lyngholm, Sales Manager, Vestergaard Marine Service A/S.
Konferencen finder sted fredag den 1. marts kl. 10-14 i Kattegat Siloen i Frederikshavn.
Tilmelding: LINK