Maersk Line har stadig ikke fundet årsag til uheld
Det vil tage op til fire måneder at få Emma Maersk repareret.
Mens Maersk Lines ingeniører stadig er i gang med at finde årsagen til uheldet den 2. februar, da der pludselig strømmede 18.000 tons vand ind i motorrummet gennem en thrusterkanal, er skibet blevet lettet for containere. De befinder sig nu på Maersk Kokura, der ankommer til Port Said den 16. februar.
Ifølge Maersk Line har man fået flyttet de vigtigste containere (bl.a. reefere) fra Emma Maersk til skibet Maersk Kokura. Det overvejes stadigt, om hvorvidt Emma Mærsk skal repareres, hvor den er, eller om den skal slæbes til et andet værft. Man har ikke lavet nogen aftale med et værft endnu.
”Vi efterforsker stadig den præcise årsag til hændelsen,” forklarer Hursh Joshi fra Maersks kommunikationsafdeling.
Han mener, at det kan tage op til fire måneder at nå til bunds i det omfattende arbejde med at reparere et af verdens hidtil største containerskibe, hvis motorrum havde 14,9 meter vand, da vandstanden var på sit højeste.
Det er stadig for tidligt at sige noget om, hvilke skader, der måtte være sket på den gigantiske Wärtsilä-motor eller på de elektriske installationer.
”Akseltunnelen og maskinrummet blev oversvømmet. Selvom vi ikke har nogen endelige beregninger vurderer vi, at ca. 18.000 tons vand fossede ind,” forklarer Hursh Joshi.
Han forklarer, at den havarerede thruster var en Rolls Royce-thruster med en kapacitet på 25 tons, og da man stadig ikke kender årsagen til uheldet, har rederiet taget disse thrustere ud af drift på de øvrige skibe indtil videre.
Det bliver en noget mindre enhed, der skal sejle som substitut for Emma Mærsk, mens skibet bliver repareret. Til en start vil man ifølge Lloyds List lade den indchartrede 48Y-Butterfly (ex CMA CGM Butterfly) tage over på AE10-farten mellem Asien og Europa.
Den er taget på charter frem til 2014 i Maersk Line i forvejen, og laster små 10.000 TEU - mod de 15.500, Emma Mærsk kan medføre. Maersk Line vil senere lade 8.000-TEU'eren Margrethe Mærsk tage over fra starten af marts.