Skibskredit leverer forventet stort overskud
Midt i langvarig shippingkrise, hvor rederier rapporterer store underskud, trodser Danmarks Skibskredit tendensen med solidt overskud
Danmarks Skibskredit præsterer med 314 millioner kroner i overskud efter skat et resultat på linje med forventningen.
Et overskud 28,9 procent større end resultatet for 2011 på 244 millioner kroner af en samlet rente og gebyrindtægt på 940 millioner kroner, sammenlignet med 886 millioner kroner i 2011, skriver Danmarks Skibskredit i dagens offentliggjorte årsregnskab.
Danmarks Skibskredit og administrerende direktør Erik I. Lassen forventede i halvsårsregnskabet i august 2012, at en forbedret konkurrencesituation, fordi flere store internationale banker trak sig fra yderligere shippingudlån i 2012, ville føre til højere kreditmarginaler, og dermed føre til et resultat for 2012, højere end året før.
”Det var forventet, at 2012 ville udvise en stigende indtjening på udlån før nedskrivninger og en lidt lavere renteindtægt på fondsbeholdningen som følge af det lavere renteniveau. Samlet set var der en forventning om en beskeden stigning i nettorenteindtægterne. Forventningerne blev indfriet,” skriver selskabet i årsregnskabet.
Danmarks Skibskredits har udelukkende obligationsfinansierede og pantsikrede udlån til shippingmarkedet og havde i 2012 en samlet låneportefølje på 46,3 milliarder kroner fordelt på 555 skibe. En forretningsmodel der i 2012 fik det internationale rating bureau Moody’s til at nedgradere kreditvurderingen af Danmarks Skibskredit fra A2 til Baa2.
Større nedskrivninger end forventet
Udfordringerne og den nuværende kreditrisiko ved shippingudlån fik i 2012 Danmarks Skibskredit til at hensætte yderligere 556 millioner kroner til eventuelle tab. I 2011 var den samlede udlånsportefølje på 46,9 milliarder kroner fordelt på cirka 530 skibe, hvoraf man hensatte 333 millioner til eventuelle tab.
Nedskrivningerne for 2012 var forventet til at ligge på niveau med nedskrivningerne i 2011.
”Det kom ikke til at holde stik,” skriver selskabet i regnskabet og forklarer, at et mindre antal engagementer inden for tørlast og tanksektorerne udviklede sig negativt, og at der i de samme segmenter opstod behov for at nedregulere de stressede skibsværdier yderligere.
Danmarks Skibskredit forventer et resultat for 2013 på niveau med 2012, forudsat at der udbetales nye lån på niveau med 2012, hvor der blev udbetalt 8 milliarder kroner i nye lån.