Invasionen kortlagt
De invasive arters hovedruter sat på kort
En stor tysk-engelsk undersøgelse har nu kortlagt de søruter, der primært flytter såkaldte invasive arter mellem verdenshavene. Forskerne bag undersøgelsen har på baggrund af logbogsanalyser af ikke mindre en tre millioner rejser i årene 2007 og 2008 godtgjort, hvor der er størst risiko mht. invasive arter. Det skriver bladet Ingeniøren, der selv citerer tidsskriftet Journal Ecology Letters.
De mest udsatte steder er havneområderne i Singapore og Hong Kong samt de to store transitspots - Panama- og Suez-kanalerne. Derimod er nordlige egne som vor egne mindre udsatte, idet mange arter ikke kan overleve i koldere egne. Ligeledes er lange sørejser ikke "sundt" for mange arter, idet ballasttanke ikke er optimale levesteder.
Men nogle arter klarer sig altså bedre end andre, og herhjemme har Syddansk Universitet netop offentliggjort en undersøgelse, der viser, at den frygtede dræbergople har forstået at invadere for alvor. Selv to kolde vintre har ikke kunne udrydde goplen, der ellers kommer fra varmere himmelstrøg. Trods navnet er dræbergoplen en lille undseelig en af slagsen på ca. 10 cm. Den er ikke farlig for dyr eller mennesker, men har fået sit navn, fordi den konsumerer enorme mængder plankton, der ellers er en vigtig fødekilde for bla. sildeyngel. Og mindre plankton betyder færre sild og det er en dræber - for fiskeriet og frokostbordene.