Offshorevirksomheder har stor succes i USA
17 danske virksomheder er netop vendt hjem fra offshoremesse i USA, hvor de oplevede den største efterspørgsel i 30 år.
”Jeg har løbende snakket med alle vores danske udstillere under messen, og fællesnævneren for den feedback, vi har fået, er, at alle har oplevet stor efterspørgsel og stort fremmøde. Det er fantastisk, for de danske virksomheder har virkelig nogle gode kompetencer at byde på inden for den globale offshoreindustri,” siger Mogens Tofte Koch, adm. direktør i Offshore Denmark.
Det er 13. gang, Offshore Denmark deltager med en fællesstand på OTC, som traditionen tro blev officielt åbnet af den danske vicekonsul Anna Holiday.
105.000 besøgende
Succesen med den danske fællesstands deltagelse på verdens største offshoremesse afspejler sig også i de officielle tal fra OTC, hvor man har offentliggjort et besøgstal på næsten 105.000 på messens fire dage. Dermed har besøgstallet nået det højeste antal i 30 år.
”Med så mange besøgende er det tydeligt, at OTC er the place to be, hvis man skal i kontakt med de store spillere i olie‐ og gasbranchen. OTC melder om udsolgt på næste års messe, og på den danske fællesstand mærker vi også stor efterspørgsel”, siger Mogens Tofte Koch.
Og der er flere offshoremesser på vej. Danske virksomheder får i år også mulighed for at vise flaget i blandt andet Storbritannien, Holland og Norge.
”I Norge skal der udvides 90 oliefelter frem til 2018, og i Storbritannien forventes det i 2040, at 70 procent af det primære energiforbrug stadig vil være dækket af olie‐ og gasbranchen, så de europæiske offshoremarkeder er absolut attraktive og i vækst. Der er stor efterspørgsel efter de danske kompetencer, så at få oparbejdet kontakt og et godt netværk er meget værdifuldt”, siger Mogens Tofte Koch.