IMO lemper ballastregler
Pga. flaskehalsproblemer med leverancer lempes nye regler
De delegerede på årets MEPC-møde hos IMO i London er blevet enige om, at man vil gå ind for at løsne op for de regler om installation af nye ballastvands-behandlings systemer, der er indskrevet i MARPOL.
Foreløbigt er det dog kun blevet til underskrivningen af en resolution, der skal officielt godkendes af IMO senere på året. Først da kan en reel udsættelse gennemføres. Officielt er det som nævnt såkaldte "flaskehals"-problemer med leveringer af udstyr, der er problemet. Men iagttagere peger også på, at økonomiske årsager spiller ind for mange MEPC-delegationer.
Beslutningen minder lidt om den, som MEPC i denne uge også har vedtaget om, at lempe på NOx-kravene - på baggrund af flere landes nølen med at implementere dem. Det er i øvrigt en beslutning som bl.a. Danske Maritime skarpt kritiserer, fordi den entydigt rammer de søfartsnationer (som Danmark), hvor rederierne allerede har brugt store summer på at leve op til reglerne mht. Tier I, Tier II og Tier III.