23948sdkhjf

Fjord Lines nye cruisefærge yderligere forsinket

Fjord Lines nye cruisefærge, Stavangerfjord, er endnu en gang blevet forsinket.
Indsættelsen af den første af Fjord Lines to nye cruisefærger, Stavangerfjord, bliver udsat i yderligere tre uger. Årsagen er, at det norske værft Bergen Group Fosen, som skal levere færgerne, har brug mere tid til at teste motorer og andet teknisk udstyr end planlagt. Den første afgang bliver nu fra Hirtshals søndag den 14. juli klokken 21.00, mens den oprindelige dato hed 29. maj.
 
 ”Vi er kede af, at Bergen Group Fosen ikke kan levere færgen som planlagt men må tage til efterretning, at værftet behøver mere tid for at opfylde alle de krav til kvalitet, som kontrakten kræver,” siger Gert Balling, direktør i Fjord Line Danmark, i en pressemeddelelse.
 
 
Udsat for anden gang
Det er anden gang, at Fjord Line må udsætte datoen for indsættelsen af deres kommende cruisefærge Stavanger Fjord. Den 18. april i år udsatte rederiet nemlig indsættelsen af Stavangerfjord med tre uger – altså til den 21. juni. Men den dato kan værftet heller ikke overholde, og indsættelsen forventes nu i stedet den 14. juli.
 
Rammer højsæson
Med udsættelsen til 14. juli bliver Stavangerfjord først indsat midt i Fjord Lines højsæson. 
 
”Hos Fjord Line har vi været indstillet på at kunne påbegynde rejser med Stavangerfjord ved skoleferiens begyndelse, og vi arbejder på at finde alternativer for vores gæster, som har bestilt rejser i de tre uger frem til den 13. juli. Heldigvis har vi stadig kapacitet på Bergensfjord, som sejler på strækningen Hirtshals – Stavanger – Bergen, og vi vil også kunne tilbyde overfart mellem Hirtshals og Kristiansand med den hurtiggående katamaran Fjord Cat,” siger Gert Balling.
 
 
Som følge af udsættelsen vil passagerer, der har bestilt rejser på det nye skib, blive kontaktet af Fjord Line fra tirsdag den 21. maj. Den enkelte vil kunne vælge mellem alternativ transport over Skagerrak eller at få sin rejse refunderet.
 
Plan for Bergensfjord ændres
Ved Bergen Group Fosen bliver der også arbejdet med den anden af de to nye cruisefærger med planlagt levering til efteråret. Skibet, som får navnet Bergensfjord, er identisk med Stavangerfjord og vil erstatte den nuværende Bergensfjord.
 
”Vi har en konstruktiv dialog med Bergen Group Fosen om behovet for en senere leveringsdato for den næste cruisefærge. En afklaring på dette sker, når Stavangerfjord er blevet leveret og sat i drift. Vi vil derefter kunne give opdateret information om indsættelsen af dette skib. I de kommende uger vil både Bergen Group Fosen og Fjord Line have fuldt fokus på at gennemføre alle planlagte aktiviteter frem mod indsættelsen af Stavangerfjord,” siger Gert Balling.
 
Læs også:



Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078