EMUC: ”Vi sætter skibe i søen”
Melding om stigende medlemstal og flere internationale aktiviteter.
Europas Maritime Udviklingscenter (EMUC) kan, i forbindelse med gårsdagens generalforsamling, fortælle om stigende medlemstal og stadig flere internationale aktiviteter. Bestyrelsen erfarer at foreningen, i 2013 fortsat øger medlemstallet, der nu er oppe på 156 nationale og internationale medlemmer. Direktør i Danmarks Rederiforening Peter Bjerregaard er nyt bestyrelsesmedlem i EMUC.
Det skriver EMUC i en pressemeddelelse.
I forbindelse med foreningens generalforsamling udkommer EMUC med en årlig rapport for 2012 ”Vi sætter skibe i søen.”
Rapporten samler op på foreningens aktiviteter, og udstikker målsætninger og kommende aktiviteter i 2013. EMUC tilstræber at være kendt som en dansk maritim klyngeorganisation der, over en bred kam, kan sikre medlemmerne adgang til netværk og viden. I den forbindelse er målet en naturlig udvikling fra netværksbaseret organisation til klyngeorganisation.
”Derigennem vil EMUC være med til at sikre DEN MARITIME KLYNGE et uafhængigt og erhvervspolitisk neutralt, bredere fundament”, siger EMUC´s bestyrelsesformand Tonny Dalhøj Paulsen i sin formandens beretning til dagens generalforsamling.
Klyngen som vækstgenerator
EMUC´s direktør, Steen Sabinsky, peger i den forbindelse på, at ”klyngeaktiviteter gennemføres i teorien ikke af selve organisationen, men af medlemmerne. Klyngeorganisationen er en katalysator der initierer dialog, samarbejde og aktiviteter blandt klyngens medlemmer. Det er altså aktiviteten blandt medlemmerne der skaber vækst i klyngen. I EMUC bidrager vi med rammerne for disse vækstfremmende aktiviteter,” siger Steen Sabinsky.
”Klynger er i dag et konkret bud på hvordan man via bl.a. tværfagligt samarbejde, øger konkurrenceevnen og skaber vækst og udvikling i en sektor som den maritime. Et budskab der også skinner igennem i regeringens Vækstplan for Det Blå Danmark. Med vores årsberetning ønsker vi at vise at målet og det daglige virke tager udgangspunkt i, at vi er en neutral og upolitisk platform der samler Det Blå Danmark til gavn for hele den maritime branche."
EMUC, der især er kendt for sine netværks og konferencebaserede aktiviteter blandt maritime aktører, viser med sin nyeste rapport, at foreningens aktiviteter anno 2013 er målrettet forretningsudvikling og samarbejde på tværs af Det Blå Danmark.
Læs EMUC´s årsrapport HER