Danmark blandt verdens fem største søfartsnationer
Vi er den fjerdestørste søfartsnation efter Japan, Grækenland og Kina, viser tal fra Danmarks Rederiforening.
Danske rederier kontrollerer ca. 2.100 handelsskibe på næsten 90 mio. tons dødvægt, og det er nok til at placere nationen som den fjerdestørste blandt verdens førende skibsfartsnationer.
Det viser tal fra Danmarks Rederiforening.
Med over 11. mio. BT udgør den danske handelsflåde 1,1 pct. af verdenstonnagen, og det giver en placering som nr. 18 på verdensranglisten.
Danske rederier ejer desuden et betydeligt antal skibe under udenlandsk flag, og det sender den danskejede tonnage op på 30 mio. BT og dermed en niendeplads.
Hvis man medregner skibe indchartret eller på anden måde kontrolleret af danske interesser, bliver tallet igen fordoblet og ryger op på 62 mio. BT. Og dermed indtager vi fjerdepladsen i verden.
Skibe kontraheret i årene før 2009 er nu alle leverede, og rederiernes ordrebøger er lige nu på et forholdsvist lavt niveau. Rederiernes flåder er således opdaterede, moderne og miljøvenlige som følge af den store tilgang af nybygninger i de seneste år. I løbet af 2011 blev der dog også kontraheret en ganske betydelig tonnage, nemlig 53 skibe på 4 mio. BT til en værdi af ca. 40 mia. kr., og leveringen af disse skibe påbegyndes i år.
Nye ordrer
I 2012 år har den fortsatte overkapacitet medført en afventende holdning, som fortsætter i 2013. Spirende optimisme i visse segmenter samt muligheden for at kontrahere til attraktive priser har dog fået enkelte rederier til at kontrahere skibe i det seneste år, og i 2013 er der hidtil bestilt 19 lastskibe og 2 forsyningsskibe. Danske rederiers ordrebeholdning andrager pr. 1. maj 2013: 92 skibe på 4,9 mio. BT eller 5,9 mio. TDW (eksklusiv t/c-kontraheringer med købsoption). Danmark ligger på en 13. plads for ordrebeholdninger på verdensplan.
Danmarks største eksporterhverv
Dansk skibsfarts valutaindtjening har været stærkt stigende i mange år, bortset fra en nedgang til knapt 140 mia. kr. i 2009, hvor krisen var på sit højeste. Allerede i 2010 var der dog en pæn opgang til 179 mia. kr., og fremgangen fortsatte i 2011 til 180 mia. kr. I 2012 blev den hidtidige rekord fra 2008 slået, og bruttoindsejlingen nåede 195 mia. kr.
Nogle markedsanalytikere antyder, at 2014 vil blive et vendepunkt på tørlast- og tankmarkederne, skriver rederiforeningen i sin orientering.