Danske rederier tester hovedprincipperne i MRV-system
Danmarks Rederiforening tester en række hovedprincipper for rapportering af olieforbrug og energieffektivitet.
Dansk skibsfart er forrest på miljøfronten, og Danmarks Rederiforening tester i efteråret nogle af hovedprincipperne i det kommende rapporteringssystem for olieforbrug og energi-effektivitet (MRV), som Europa-Kommissionen offentliggjorde i forsommeren, og som forventes at træde i kraft fra 2018.
Det betyder ifølge nyhedsbrevet, at medlemmerne henover en måned indrapporterer CO2-forbruget samt transportarbejdet for deres skibe til Danmarks Rederiforening. Siden 2008 har rederierne hvert år indrapporteret deres samlede brændstofforbrug, men uden at medregne den fragtede tonnage (dødvægt) og afstand og dermed transportarbejdet.
"Danmarks Rederiforening har længe, som noget unikt, registeret og offentliggjort medlemmernes samlede CO2-forbrug samt tilhørende dødvægtstonnage, og vi har været blandt bannerførerne på det kommende EU-system til monitorering og rapportering.
Registreringssystemet er ikke ukompliceret, og derfor er det også naturligt, at vi går forrest og tester det kommende system hos vores medlemmer," siger chefkonsulent i Danmarks Rederiforening, Hans Otto Holmegaard Kristensen ifølge nyhedsbrevet.
Formålet med testen er at høvle de mulige knaster, der måtte være i processen, ad vejen snarere end at analysere de registrerede CO2-tal. Rederierne får samtidig mulighed for at teste deres interne registreringssystemer for olieforbrug og transportarbejde, så de er rustet til at kunne leve op til MRV-systemet, når det er endeligt fastlagt.
Danmarks Rederiforening vil med virkning fra i år offentliggøre udviklingen i dansk skibsfarts energieffektivitet, dvs. CO2-emmission per ton last per sømil for de forskellige skibstyper og -størrelser.
Dansk skibsfart har som følge af en række brændstofbesparende initiativer, herunder ’slow steaming’ og ny teknologi i såvel nybygninger som retrofitløsninger for eksisterende skibe, sænket den relative CO2-udledning med næsten 40 procent over de seneste fem år.
Kilde: Danmarks Rederiforening