Jan Fritz Hansen: Vi håber på ro om ny minister
Danmarks Rederiforening håber, at udnævnelsen af Henrik Sass Larsen som ny erhvervs- og vækstminister vil skabe ro på posten
Med udnævnelsen af Henrik Sass Larsen som ny erhvervs- og vækstminister har regeringen Helle Thorning-Schmidt bragt sin tredje aktør i stilling til den for - hele erhvervslivet - meget vigtige ministerpost. Og på den baggrund håber man hos Danmarks Rederiforening, at der kan blive skabt ro på posten, efter at tidligere Ole Sohn og senest Annette Vilhelmsen har bestredet posten.
"Vi anser naturligvis posten som erhvervs- og vækstminister som utrolig vigtig for Det Blå Danmark og ser det i samme forbindelse som noget meget vigtigt, at det er en politiker med gennemslagskraft og stor indflydelse, der bestrider den. En sådan position havde Annette Vilhelmsen i kraft af sin position som partiformand, og det kan Henrik Sass Larsen via sin position i det ledende regeringsparti forventeligt leve op til. Men samtidigt skal det slås fast, at vi håber, at ministerrokaden vil betyde, at der kommer ro på på posten. Kontinuiteten på denne post, er, som vi ser det, meget vigtig for det danske erhvervsliv," udtaler vicedirektør Jan Fritz Hansen fra Danmarks Rederiforening i anledning af den aktuelle ministerrokade.