Thetis skal rydde op
Inspektionsskibet Thetis skal deltage i årets oprydningsrunde i Østersøen
Der blev smidt rigtigt meget eksplosivt skidt i både sunde, bælter og Østersøen under Anden Verdenskrig - såvel som både før da og formentlig senere under den kolde krig. Derfor har man i de senere år under programmet Partnership for Peace samlet flådestyrker fra forskellige lande i Østersøområdet ved Baltikum for at foretage oprydningsøvelser.
I år er "øvelsen" (Open Spirit 2013) så med dansk deltagelse af inspektionsskibet Thetis med ledsagelse af MCM Danmarks minerydningsdroner. Aktuelt er Litauen i år operationsleder, og ud over bl.a. miner fra krigens tid skal der søges efter efterladt (sovjet)russisk ammunition i området.
Efter operationen ud for Baltikum drager Thetis til Sverige for at deltage i øvelsen Northern Coast, der har start i Karlskrona. Minerydningsholdet fortsætter i øvrigt efter hjemkomsten med sit vanlige arbejde med at søge og oprydde gamle uønskede miner i danske farvande. Dem er der nemlig også stadigt en del af.