Mols-Linien nedjusterer til minus
Forventningerne til markedet er ikke blevet indfriet og derfor meddeler Mols-Linien i halvårsregnskabet at plus på bundlinjen sandsynligvis bliver til et mindre minus for året.
På trods af fremgang i trafiktallet må Mols-Linien nedjustere forventningerne til årsresultatet fra et plus efter skat til et minus på minus 20 millioner kroner for 2013. Underskuddet i 2012 var på 88 millioner kroner.
Trafiktallet er ifølge færgerederiet gået betydeligt frem i forhold til den samlede trafikmængde mellem Øst- og Vestdanmark, men der er endnu ikke opnået så mange overførte biler som forventet efter indsættelsen af KatExpress 2 i starten af maj 2013, skriver selskabet.
Omsætningen i første halvår af 2013 blev på 234 millioner kroner mod 217 millioner kroner i samme periode af 2012. Det foreløbige netto resultat viser et minus på 32 millioner kroner mod et minus på 38 millioner kroner i 2012.
Det investerede beløb i skibe på balancen er steget efter KatExpress 2 leveringen og er nu på 926 millioner kroner mod 470 millioner kroner ved seneste årsregnskab.
De tidligere positive forventninger til årsresultatet var baseret på forudsætninger om, at det totale marked for personbiler mellem Øst- og Vestdanmark i 2013 ville være på samme niveau som i 2012, og at der efter indsætning af KatExpress 2 primo maj 2013 ville blive overført 1,1 mio. biler i 2013 med Mols-Linien A/S.
Dagens nedjustering viser at dette trafiktal for overførte biler ikke er nået for første halvår af 2013.