Overvældende interesse for Mærsk-gigant i København
40.000 billeter revet væk op til Åbent Skib-arrangementet på Langelinje
Det bliver nok første og sidste gang, der kommer et Triple-E-skib til landets hovedstad. Men det bliver til gengæld en Københavner-begivenhed af de helt store, når skib nr. 2 i serien, Majestic Mærsk (ikke officielt navngivet endnu), i næste uge indtager Langelinje.
A.P. Møller - Mærsk har valgt at lade skibet besøge København fra den 23. til den 29. og efter at HKH Kronprinsesse Mary har navngivet kæmpen den 25. vil skibet blive genstand for nysgerrige blikke en masse. Efter annonceringen af åbent skib arrangementet har forhåndsinteressen været så stor, at man officielt har måttet melde alt udsolgt på ganske få dage.
Aktuelt har APM arrangeret sig med Billetnet som adgangssluse og her kunne man max booke 4 billetter pr. person. og de allokerede slots er altså alle væk. Der er dog ganske gode muligheder for at snige sig med om bord via den særlige chancekø, der vil blive arrangeret. Her regnes der løseligt med, at ca. 50 personer pr. rundtur kan "sniges" med om bord, idet ikke alle bookinger gælder de 4 bestilte billetter. Hver rundtur omfatter grupper på 200 personer.
Læs i øvrigt mere om supersuccesen i Søfart på fredag. Men inden da, kan man - dem der er hurtige - skynde sig ned til Storebælt i eftermiddag, hvor skibet passerer broen ved 15-tiden på vej til Gdansk.