Snigpremiere på Majestic Mærsk
Pressen fik adgang til Majestic Mærsk, verdens største containerskib, da skibet kom på charmeoffensiv til Langelinjekajen i København
Det er præcist lige så overvældende stort, som man kan forestille sig. Majestic Mærsk ligger lige nu imposant og imponerende ved Langelinje, København inden navngivning og åbent-skib arrangement midt på ugen. Et nysgerrigt pressekorps var blandt de første til at få adgang til skibet.
Mere end 40 journalister og kamerafolk var indbudt til ved selvsyn at se nærmere på verdens største containerskib og de fik lov til at gå de 16 etager op mod broen for at stille spørgsmål til kaptajnen, maskinchefen og en række danske og udenlandske officerer.
Pressearrangementet er en del af A.P. Møller Maersk’s præsentation af de nybyggede Triple E skibe, hvoraf rederiet indtil videre har fået leveret tre skibe af serien på i alt 20. Majestic Mærsk er skib nummer to efter den første rekordskabende levering Mærsk Mckinney Møller, som tidligere på året lagde til i Århus.
København er en engangsforestilling
Majestic Mærsks besøg i København bliver sandsynligvis en engangsforestilling, da Copenhagen Malmø Port ikke indgår i den sædvanlige rute for de aller-største containerskibe i verden indsat mellem Asien og Europa.
Valget af netop Langelinjekajen bød også på operationelle udfordringer for kaptajnen og besætning og kunne lade sig gøre fordi skibet langt fra var fuldt lastet og derfor kun stak knapt ni meter mod de potentielt 14,5 meters dybgang når fuldt lastet.
Ikke færre end fire slæbebåde var på plads søndag aften til at manøvrere Majestic Maersk ind til kajpladsen klods op ad Københavns centrum og blot få hundrede meter fra A.P. Møller Mærsk hovedkvarter på Esplanaden. En manøvre som ifølge skibets danske kaptajn Dick S. Danielsen skal gentages når skibet forlader Københavns havn på søndag den 29. september.
Helt identisk bliver manøvren dog ikke, dag forholdene i Københavns havn lagt fra er bygget til skibe af Majestic Mærsks størrelse og længde på hele 399 meter og derfor må skibet bakke hele vejen tilbage gennem havneanløbet for at komme tilbage på ruten mellem Asien og Europa.