23948sdkhjf

Scandlines investerer trecifret

Millionbeløb sættes i miljøteknologier – hybriddrift sætter kursen på Fugleflugtslinjen
Frem til 2015 investerer Scandlines over 300 millioner kroner i miljøforbedrende teknologier på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock. Det første initiativ er nu sat i søen, idet rederiet investerer knap 110 millioner kroner i et revolutionerende hybridfærgeprojekt.

Myndighederne godkendte den 5. september 2013 Scandlines’ banebrydende hybridsystem på M/F Prinsesse Benedikte, der sejler på ruten Rødby-Puttgarden. Som verdens første færgerederi satser Scandlines dermed på i stor skala at lagre overskydende energi i batterier om bord på færgen.

Scandlines’ hybridfærge kan med hybridsystemet optimere driften af skibsmotorerne, så brændstoffet udnyttes bedst muligt. Således forventes færgen at kunne reducere CO2-udledningen med op til 15 procent. Erfaringerne med hybridsystemet er så gode, at de tre øvrige passagerfærger på ruten ombygges til hybridfærger i løbet af 2014.

Hybridsystemet er det første i en række af miljøvenlige investeringer på Rødby-Puttgarden. I oktober 2013 blev M/F Schleswig-Holstein udstyret med en røgrenser, en såkaldt scrubber. Scrubberen reducerer udledningsgasser som svovl og partikler med mindst 90 procent. De tre øvrige passagerfærger på ruten får installeret scrubber i løbet af 2014 og vil dermed opfylde de nye svovlkrav, der træder i kraft 1. januar 2015.

Scandlines’ CEO Søren Poulsgaard Jensen glæder sig over initiativerne: ”Hybridsystemet på Fugleflugtslinjen er et væsentligt punkt i vores grønne strategi. Det er første gang, det lykkes et rederi at udnytte teknologien i færgedrift i en sådan skala – jeg er naturligvis stolt af, at Scandlines bliver pioner på dette område.”

”Siemens har udviklet og leveret effektelektronikken og kontrolteknologien, der gør det muligt at benytte batterierne i denne store skala. Sammen med batterileverandøren Corvus Energy er vi stolte af at være en del af dette unikke team sammen med Scandlines. Det er verdens første system af denne art, og vi er meget tilfredse med funktionaliteten og CO2-besparelsen,” udtaler Ketil Aagesen, Head of Sales Domestic, Siemens AS.

M/F Prinsesse Benedikte blev indsat på ruten Rødby-Puttgarden som en af fire nybyggede færger i 1997. Dobbeltenderfærgen har en længde på 142 meter og plads til 364 biler og 1.140 personer. Sammen med færgerne M/F Deutschland, M/F Schleswig-Holstein og M/F Prins Richard tilbyder M/F Prinsesse Benedikte transport mellem Danmark og Tyskland 24 timer i døgnet, 365 dage om året på den højfrekvente rute, der har en afgang hver halve time fra begge sider.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079