Horsens Erhvervshavn rundede milepæl i 2013
2013 blev et travlt og godt år for Horsens Erhvervshavn. Faktisk så godt, at havnen rundede en vigtig milepæl.
I løbet af året blev der nemlig omsat 718.000 ton på havnen. Det er 37.000 ton mere end året før, og samtidig er det blot anden gang, at omsætningen runder de 700.000 ton.
Første gang var med 726.000 ton i 2008, men det år stod havnen selv for de 50.000 ton i form af sand til opfyldning – og det gør tallet lidt skævt i forhold til de øvrige år.
De 718.000 ton i 2013 er altså en lille rekord, og er udtryk for en generel stigning i aktiviteterne omkring Horsens Erhvervshavn – uanset om det drejer sig om jern, foderstoffer eller skærver, som især har vist en markant stigning i årets løb.
"Samtidig er tallet et udtryk for, at Horsens Erhvervshavn for andet år i træk kan fremvise en markant stigning i godsmængden. Og kigger vi endnu længere tilbage, er fremgangen særdeles synlig: De 718.000 ton i fjor er tæt på at være en præcis fordobling af mængden fra for 10 år siden, nemlig 362.000 ton i 2003," meddeler havnen.
De mange ton var, også i 2013, jævnt fordelt over hele året, men faktisk var slutningen af året langt mere travl end normalt. Umiddelbart ser det dog ud til, at den høje aktivitet fra november og december fortsætter i det nye år, hvor januar har været usædvanlig travl.
"Det er derfor med en vis stolthed, at Horsens Erhvervshavn ser tilbage på det seneste år – og vi ser frem mod resten af 2014 med sund optimisme," slutter havnen.
FAKTA: Godsomsætningen de seneste fem år
2013: 718.000 ton
2012: 681.000 ton
2011: 660.000 ton
2010: 662.000 ton
2009: 648.000 ton
Kilde: Horsens Erhvervshavn
FAKTA: Godsomsætningen de seneste fem år
2013: 718.000 ton
2012: 681.000 ton
2011: 660.000 ton
2010: 662.000 ton
2009: 648.000 ton
Kilde: Horsens Erhvervshavn