Uddannelseskoordinator skal sikre fremtidens faglærte arbejdskraft
Tre maritime virksomheder i Frederikshavn ønsker at ansætte en uddannelseskoordinator, der skal sikre flere lærlinge på virksomhederne og en bedre kvalitet i uddannelsen. Det langsigtede mål er at sikre virksomhedernes faglærte arbejdskraft.
Orskov Yard A/S, Vestergaard Marine Service A/S og MAN Diesel og Turbo har netop underskrevet en samarbejdsaftale om at ansætte en fælles maritim uddannelseskoordinator. Målet er at styrke imaget for de maritime erhvervsuddannelser, at sikre flere lærlinge i virksomhederne og være med til at løfte uddannelserne for at sikre deres arbejdskraft i fremtiden.
Det skriver MARCOD i en pressemeddelelse.
“Hvis ikke vi gør noget, vil det i fremtiden betyde, at vi ikke kan besætte de jobs, vi har i dag. Vi ønsker derfor sammen at tage ansvar for, at vi får flere lærlinge ind på vores virksomheder, og at vi højner kvaliteten af deres uddannelse her og på skolen,” siger John Ditlev, afdelingsleder og lærlingeansvarlig på MAN Diesel og Turbo i Frederikshavn og talsmand for de tre virksomheder bag ordningen.
MAN Diesel og Turbo i Frederikshavn har i dag 98 faglærte medarbejdere med en gennemsnitsalder på 46 år. På sigt vil de komme til at mangle timelønnede medarbejdere, hvis ikke de får uddannet og ansat flere unge faglærte. MAN Diesel og Turbo har otte skibsmontører og en industritekniker i lære, Vestergaard Marine Service har 18 lærlinge og Orskov Yard har 12 lærlinge.
Den maritime uddannelseskoordinator, der skal ansættes i MARCOD-regi, får blandt andet til ansvar at følge lærlingene tæt som en slags mentor, og han skal også højne kvaliteten af uddannelserne i tæt samarbejde med uddannelsesinstitutionerne, administrere elevaftaler og koordinere turnusordninger for lærlingene mellem de involverede virksomheder.
Virksomhederne beholder ledelsesretten, og deres lærlingeansvarlige skal sammen med koordinatoren sikre det faglige niveau i læretiden.
“Pt. har vi ikke ressourcer til at tage flere lærlinge, da jeg foruden mit ansvar for lærlingene, også er ansvarlig for driften i afdelingen. Med uddannelseskoordinatoren dedikerer vi en fuldtidsressource til, at vi kan tage flere lærlinge og give dem et bedre uddannelsesforløb,” siger John Ditlev og fortsætter:
”Hos Orskov Yard har de f.eks. ikke altid mulighed for at tilbyde lærlinge en medsejlads. Det kan vi så måske tilbyde, mens vores lærlinge så kan komme over til Orskov og arbejde med rørfremstilling. På den måde sikrer vi, at vi kan tilbyde vores lærlinge et optimalt uddannelsesforløb.”
Ordningen er åben for flere virksomheder
Idéen om den maritime uddannelseskoordinator er opstået i et kompetence-undernetværk i Maritime Network Frederikshavn (MNF) – et netværk som samler cirka 40 maritime virksomheder. Aflønningen af uddannelseskoordinatoren er fuldt finansieret af de tre aktive virksomheder, som procentvis betaler efter størrelsen på deres omsætning, antal af ansatte og antal af lærlinge.
Foruden de tre aktive virksomheder er fire virksomheder fra Frederikshavn og Skagen med som sleeping partners med et tilskud på 5.000 kroner. Uddannelseskoordinatoren får også ansvar for at rekruttere flere aktive virksomheder til ordningen, som også kan være attraktiv for virksomheder, der ikke selv har haft ressourcer til at tage en lærling tidligere.
Den fælles maritime uddannelseskoordinator får officiel ansættelse i det maritime videnscenter MARCOD, som driver det maritime netværk MNF og som sammen med det lokale erhvervskontor Erhvervshus Nord har været med til at etablere ordningen for virksomhederne.
“Det er vigtigt, at virksomhederne gearer op i tide i forhold til at sikre kompetencerne i deres virksomhed, særligt set i lyset af de store havneudvidelser i Frederikshavn og Skagen, som vil åbne helt nye forretningsområder inden for fx offshore. Der vil komme et stort behov for dygtige, faglærte medarbejdere og jobkravene stiger hele tiden. Det er derfor godt set af virksomhederne, og vi går selvfølgelig ind og bakker op om sådan en opgave, siger Christine Lunde, adm. direktør i MARCOD.