23948sdkhjf

Nyt Damen-skib til Maersk Supply Service

Maersk Supply Service kontraherer nybygning til syv års charteraftale med DeepOcean.
Maersk Supply Service har indgået en syvårig charter-aftale med DeepOcean om et nybygget specialskib til transport og installation af stærkstrømskabler. Skibet vil blive leveret af Damen Galati-værftet i Rumænien i begyndelsen af 2016. Det nye skib af typen DOC 8500 vil være ejet og drevet af Maersk Supply Service og vil være den seneste tilføjelse til Maersk Supply Services flåde, der i dag består af mere end 60 skibe.

Maersk Supply Services CEO Carsten Plougmann Andersen er begejstret for aftalen, der afviger en smule fra selskabets øvrige kontrakter, idet skibet er specialbygget til at opfylde DeepOceans specifikke behov:

”Dette projekt bygger på et solidt og mangeårigt samarbejde mellem Maersk Supply Service og DeepOcean, som går tilbage til 2004. Vi ser frem til at udvide vores gode relationer til også at omfatte Damen Shipyards Group, og vi er overbeviste om, at samarbejdet vil resultere i et effektivt, pålideligt og konkurrencedygtigt skib.”

Det nye skib bliver 138 meter langt og 27,5 meter bredt med 2.200 kvm dæk. Det 9.300 t.dv. store skib vil få installeret en karrusel med en kapacitet på 7000 ton kabel. Skibet er designet til at foretage arbejde på meget lavt vand, hvor den særlige konstruktion betyder, at skibet kan stå på havbunden ved lavvande. CEO i DeepOcean UK, Tony Inglis siger:

"Skibet er designet til at opfylde de høje standarder, der efterspørges af Nordsøens Olie- og Gas kunder. Vi er glade for samarbejdet med Maersk Supply Service og Damen om at bringe dette fartøj på markedet.”

Hos Damen Shipyards beskriver man fartøjet som et ”semi-customised, modular" design, der er blevet konfigureret til at rumme op til 90 besætningsmedlemmer. CEO i Damen Shipyards Group René Berkvens siger om aftalen:

”Vi er meget stolte af denne kontrakt med Maersk Supply Service og DeepOcean. Det nye skib er blevet designet i tæt samarbejde med vores kunder og trækker på ekspertise fra alle tre selskaber for at skabe et state-of-the-art offshore fartøj".

Kilde: Maersk Supply Service

Læs også:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078