Scandlines’ flåde forøget med to skibe
Rederiet har nu modtaget de to skrog fra boet efter P+S WERFTEN i Stralsund
Rederiet har nu modtaget de to skrog fra boet efter P+S WERFTEN i Stralsund
De to skibe vil snarest blive overført til et andet værft, så de i løbet af det næste års tid kan blive klargjort til indsættelse på ruten Gedser-Rostock. Her skal de afløse færgerne M/F Kronprins Frederik og M/F Prins Joachim.
Det skriver Scandlines i en pressemeddelelse.
Scandlines arbejder i disse dage på at færdiggøre specifikationerne på om- og færdigbygningen af skibene, og rederiet er allerede i dialog med en række nordeuropæiske værfter, der er interesserede i at give tilbud på opgaven.
For at reducere vægten skæres det øverste passagerdæk formentlig af, og styrehus og besætningsaptering erstattes med konstruktioner i aluminium. Ved disse og andre tiltag sænkes skibets tyngdepunkt, så skibet opfylder alle stabilitetskrav.
Dødvægten øges desuden, så skibet som planlagt kan medtage 96 lastbiler eller 480 biler. Antallet af passagerer reduceres dog fra 1.500 til 1.300.
Da erfaringerne med hybridsystemet, der er installeret på M/F Prinsesse Benedikte på Rødby-Puttgarden, er særdeles gode, vil de to nye færger også blive udstyret med hybridsystem. I kombination med en scrubber vil færgerne dermed fra indsættelsen opfylde de nye emissionskrav, der træder i kraft den 1. januar 2015.
Scandlines forventer at indgå en aftale med et udførende værft i løbet af april 2014.
Kilde: Scandlines