Ærøsund bliver ikke kunstigt rev
I to år har Naturturisme I/S ventet på at få lov til at nedsænke den gamle færge Ærøsund på en position i det sydfynske øhav, planen var at omdanne den til et kunstigt rev på havbunden.
Hvis den gamle færge ikke må nedsænkes på bunden, og nu hvor miljøministeren ikke vil gå ind i sagen, så bliver der ikke noget projekt.
Det skriver Fyens.dk.
Søfart har tidligere berettet om Ærøsund projektet, der har været turen gennem Kystdirektoratet og Transportministeriet, og fået afslag begge steder. Afslagene er også grunden til at Miljøminister Kirsten Brosbøl ikke går ind i sagen.
Næstformanden i Naturturisme /S, Flemming Madsen erklærer, at projektet ikke kan fortsætte længere, da de nu har været i gang i to år. Naturturisme I/S ejer ikke selv færgen, og vil ikke længere holde ejeren hen med snak.
Baggrunden for færgen er, at den i næsten 40 år sejlede Ærøsund mellem Ærøskøbing og Svendborg, og den blev taget ud af drift i 1999. Siden har den ligget stille ved kajkanten i Svendborg Havn.
Naturturisme I/S fik den idé at sænke den ud for Ballen på Fyn, og derved skabe et kunstigt rev, der kunne komme dykkerturisme, fisk og planter til gavn.
Kystdirektoratet sagde nej, da de mente, at der var rigeligt med andre skibsvrag, og at det ikke er naturligt for et skib at ligge på havbunden.
Det er dog ikke første gang, at man har sænket udtjente skibe, tidligere har amerikanske myndigheder med succes gennemført lignende sænkninger af tidligere US Navy-enheder ud for bl.a. Florida.