23948sdkhjf

Ingeniørstuderende på inspirationstur til Frederikshavn

25 ingeniørstuderende fra Aalborg Universitet var tirsdag på inspirationstur til Frederikshavn, hvor de fik indblik i den maritime sektor og offshoreindustrien, som er i vækst og har brug for højtuddannet arbejdskraft.
Når de ingeniørstuderende på Aalborg Universitet er færdige med deres studier, skal de gerne kigge nord på efter deres første job. Det er målet for Erhvervshus Nord, der sammen med AAU Matchmaking og AAU Karrierecentret tirsdag havde inviteret 25 ingeniørstuderende fra Aalborg Universitet på inspirationstur, hvor de blev præsenteret for den stærke maritime klynge og det spirende offshoremiljø i Frederikshavn Kommune.

"Vi vil gerne vise de studerende, at det hele ikke sker i Esbjerg, men at der her er en stor maritim industri, hvor de studerendes kompetencer kan være med til at udvikle en branche, som er i vækst, og hvor offshoremarkedet får stadigt større fokus. I et stigende globalt marked er det helt essentielt for virksomhederne, at de har de rigtige kompetencer, og de højtuddannede kan i høj grad være med til at sikre deres udvikling og konkurrenceevne. Det er derfor vigtigt, at virksomhederne og de studerende får kendskab til hinanden," siger Johan Lervang, erhvervskonsulent i Erhvervshus Nord.

Erhvervsdirektør Niels Christensen bød velkommen til et område med vækst og udvikling - ikke mindst på det maritime område og energiområdet, hvor der fremadrettet bliver skabt mange nye jobs også for højtuddannede.

Mikkel Seedorff Sørensen, havnedirektør for Frederikshavn Havn gav de studerende et indblik i havnens aktiviteter og den kommende havneudvidelse, der vil give de maritime virksomheder endnu bedre muligheder for vækst.

Jens O. Sørensen fra Danish Yachts A/S i Skagen fortalte de studerende om den kulfiberteknologi, som de benytter til at bygge blandt andet serviceskibe til offshorevind-industrien.  

Bjørn Strandos gav indlæg om Orskovs nye satsning på offshoremarkedet - Orskov Offshore A/S – om netværket Offshore Base Scandinavia samt om Vestergaard Group, hvorefter de studerende fik en rundvisning på havnen.

De studerende var også på besøg hos MAN Diesel & Turbo SE på Niels Juels Vej, hvor direktør Poul Knudsgaard fortalte om virksomhedens udvikling som del af en stor international koncern. Også her fik de studerende en rundvisning blandt i virksomhedens nye testcenter til omkring 100 millioner kroner.  John Christensen, chefkonsulent i Erhvervshus Nord, rundende dagen af ved at fortælle de studerende om de mange udviklings- og jobmuligheder på energiområdet.

En af deltagerne på turen var Rolf Broge, som læser til maskiningeniør på 8. semester:
 
"Jeg synes, det lød som et spændende program, og det er interessant at se, hvilke muligheder man har her, når man skal ud i den virkelige verden efter studierne. Jeg synes, det har været en god dag, hvor vi fik set nogle spændende virksomheder for ingeniører," siger han.

Poul Knudsgaard, direktør i MAN Diesel & Turbo SE i Frederikshavn siger om dagen:

"Det er vigtigt for vores område, at vi får lokket nogle dygtige unge herop, hvis vi skal fortsætte vores udvikling i fremtiden. Som udkantsområde skal vi huske at fortælle de unge om de mange spændende job- og karrieremuligheder, som der ligger her," siger han.

kilde: Erhvervshus Nord


Læs også:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078