Limfjordsbroen sikres
Den snart 90 år gamle bro skal forstærkes, så en påsejling ikke kan få katastrofale følger.
Trafikministeriet bruger nu 25 millioner kr. på at sikre Limfjordsbroen, så brofagene ikke kan skubbes af, hvis en påsejling af broen skulle ske.
Det skriver nordjyske.dk søndag.
"I dag hviler brofagenes to langsgående stålbjælker alene på lejer øverst på broens fundamenter. Forestiller vi os, at et stort skib kommer ud af kurs og i stedet for broåbningen rammer et af fagene ved siden af, ryger det i værste fald i vandet," forklarer afdelingsleder i teknisk forvaltning, Henrik Jess Jensen ifølge nordjyske.dk.
Når arbejdet på broen går i gang til august, vil man forstærke og samtidig forankre brofagene i bropillerne. Det gøres for at selve konstruktionen kan optage kraften, og at brofagene kun vil rykke sig op til 20 cm.
"Når broklapperne går op, sker der meget hurtigt en opstuvning af bilister, cyklister og fodgængere på broen. En påsejling af så stor kraft, at et brofag skubbes i vandet, kan dermed udløse en kæmpekatastrofe. Med en skibsstødssikring, som det hedder, vil man kunne nøjes med materielle skader," siger Henrik Jess Jensen.
Forstærkningen bliver ikke synlig, og man forventer ingen mærkbare gener for de trafikanter der færdes på broen. Hele arbejdet med konstruktionen forventes færdiggjort inden sommeren 2015.
Kilde: Nordjyske